Det er 1984. Jeg er 12 år. Der er ingen smartphones, ingen front-kameraer og ingen selfie-sticks.
Men jeg vil have et billede af mig selv.
Så jeg finder en pind, binder den til kameraets udløserkabel, stiller mig foran objektivet og trykker.
Det er min første selfie. Og min første lektion i, at der altid er en løsning — selv når teknologien ikke er der endnu.
Min mor var ikke begejstret
Min mor. Samme dag.
Samme rulle film.
En anden holdning til projektet.
Film kostede penge. Og selvportrætter var — som hun sagde — sjov og ballade.
Det var ikke en investering, det var spild. En hel billedramme brugt på at fotografere sig selv, bare fordi man ville det.
Men det var præcis den diskussion, der viser, hvad kreativitet er: En 12-årig der ser en mulighed, og en verden der siger det er for dyrt, for besværligt, ikke nødvendigt.
Hvis teknologien ikke er der endnu, bygger jeg noget med det, jeg har."
Fra pinden til AI
Den holdning har fulgt mig siden. Gennem mørkekammeret i bryggerset hjemme hos mine forældre. Gennem læretiden ved en af Aarhus' største reklamefotografvirksomheder. Gennem overgangen fra analog film til digitale sensorer, fra Photoshop 2.0 til 3D-kompositing og AI-assisterede produktioner.
Hvert eneste stort teknologisk skift har jeg mødt med den samme holdning som den 12-årige med en pind i hånden: Find en løsning. Brug det, du har. Forstå, hvad du vil opnå — og kom dertil.
I dag er det AI, 3D og digital filmproduktion. I 1984 var det en pind og et stykke kabel.
Grundholdningen er den samme.